En verdensomsejling under havet

Spitzbergens odder, til Novaja Semljas stejle klinter? Sejlede den igennem disse ukendte have, det Hvide Hav, Karahavet, Obibugten, Liakhov Ohavet, og forbi disse ukendte egne pa Asiens kyst. Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg kunne ikke l?ngere vurdere den tid der forlob. Klokkesl?ttet var blevet standset pa urene om bord. Det var, som om nat og dag, ligesom i polarlandene, ikke l?ngere havde deres regelm?ssige gang. Jeg folte mig henfort til dette det ukendtes dom?ne, hvor Edgar Poes overanstrengte fantasi bev?gede sig veltilpas. Hvert ojeblik ventede jeg som den eventyrlige Gordon Pym at se» denne tilslorede menneskelige skikkelse af meget storre format end nogen jordbeboer, henkastet tv?rs over dette vandfald, der forsvarer polens n?rmeste omgivelser»!

Jeg vil ansla — men maske tager jeg fejl — jeg vil ansla dette Nautilus’ eventyrlige togt til at have varet fjorten dage eller tre uger, og jeg ved ikke, hvor l?nge det havde varet, om ikke den katastrofe, der gjorde ende pa rejsen, var indtruffet. Vi sa ikke noget til kaptajn Nemo. Heller ikke til n?stkommanderende. Ikke en mand af bes?tningen kom til syne blot et ojeblik. Nautilus flod n?sten uophorligt under vandet. Nar den steg op til overfladen for at forny sin luftbeholdning, abnedes eller lukkedes lugerne automatisk. Bestikket blev ikke mere nedf?ldet pa kortet. Jeg vidste ikke hvor vi var.

Jeg ma ogsa sige at canadieren, hvis kr?fter og talmodighed var til ende, ikke mere viste sig. Conseil kunne ikke tr?kke et ord ud af ham og frygtede at han skulle bega selvmord, i et anfald af vanvid og behersket af en skr?kkelig hjemve. Han overvagede ham derfor med en stedsevarende hengivenhed.

Man vil forsta, at under disse forhold var situationen ikke l?ngere holdbar.

En morgen — jeg kan ikke sige, hvad dato det var — var jeg, henimod dagens forste timer, doset ind i en urolig og sygelig slummer. Da jeg vagnede, sa jeg Ned Land l?ne sig over mig, og jeg horte ham sige med sagte stemme:

— Nu skal vi af sted! Jeg rejste mig op.

— Hvornar skal det v?re? spurgte jeg.

— I nat. Alt opsyn ser ud til at v?re forsvundet fra Nautilus. Man skulle tro at alle om bord var bedovede. De er parat, hr. professor?

— Ja. Hvor er vi?

— Vi har udsigt til land, som jeg nylig har sejlet gennem tagerne, tyve mil mod ost.

— Hvad er det for et land?

— Det ved jeg ikke, men hvad det end er, vil vi soge tilflugt der.

— Ja, Ned! Ja, vi flygter i nat, om sa havet skulle opsluge os!

— Havet er uroligt, vinden voldsom, men det skr?mmer mig ikke at tilbagel?gge tyve mil i Nautilus’ lette skibsbad. Jeg har transporteret noget proviant og nogle flasker vand derhen uden mandskabets vidende.

— Jeg folger Dem.

— For resten, tilfojede canadieren, hvis jeg bliver overrasket, forsvarer jeg mig, jeg lader mig sla ihjel.

— Sa dor vi sammen, k?re Ned.

Jeg var bestemt pa alt. Canadieren forlod mig. Jeg naede op pa platformen, hvor jeg knap kunne holde mig fast for bolgeslaget. Himlen sa truende ud, men da der var land der i disse t?tte tager, var det nodvendigt at flygte. Vi burde ikke spilde en dag eller en time. Jeg kom igen ned i salonen, idet jeg pa en gang frygtede og onskede at tr?ffe kaptajn Nemo, som jeg bade gerne ville se og ikke ville se mere. Hvad skulle jeg have sagt til han? Kunne jeg skjule for ham den ufrivillige r?dsel han indgod mig? — Nej! Det var bedst ikke at komme til at sta ansigt til ansigt med ham! Det var bedst at glemme ham! Og dog!

Hvor lang var ikke den dag, den sidste, som jeg skulle tilbringe pa Nautilus. Jeg var alene tilbage. Ned Land og Conseil undgik at tale til mig af frygt for at forrade sig.

Klokken seks spiste jeg til middag, men jeg var ikke sulten. Trods min ulyst tvang jeg mig selv til at spise for ikke at blive sv?kket. Klokken halvsyv tradte Ned Land ind i mit kammer. Han sagde:

— Vi ses ikke igen for vi tager af sted. Klokken ti er manen endnu ikke staet op. Vi drager fordel af morket. Kom op til baden. Conseil og jeg venter Dem der.

Sa gik canadieren uden at jeg havde faet tid til at svare ham.

Jeg ville gerne verificere Nautilus’ kurs. Jeg begav mig ind i salonen. Vi lob nord- nordost med en frygtelig hastighed, i halvtreds meters dybde.

Jeg kastede et sidste blik pa disse naturens vidundere, pa disse kunstskatte, der var ophobede i dette museum, pa denne enestaende samling, der var bestemt til en dag at ga til grunde pa havets bund, sammen med ham der havde skabt den. Jeg ville gerne fastholde et sidste indtryk. Saledes blev jeg der en time, badet i loftets lysv?ld, og gennemgik disse stralende skatte i deres vitriner. Sa gik jeg tilbage til mit kammer.

Der tog jeg igen det solide sotoj pa. Jeg samlede mine optegnelser og snorede dem omhyggeligt fast pa mig. Mit hjerte bankede st?rkt. Jeg kunne ikke betvinge dets pulsering. Min uro, min ophidselse havde sikkert forradt mig, om jeg havde staet over for kaptajn Nemo.

Hvad bestilte han i dette ojeblik? Jeg lyttede ved doren til hans kammer. Jeg kunne hore lyd af skridt. Kaptajn Nemo var der. Han var ikke gaet til kojs. Det forekom mig, at han hvert ojeblik kunne sta for mig, og sporge mig hvorfor jeg ville flygte! Jeg folte mig hvert ojeblik alarmeret. Min fantasi forv?rrede det. Denne tilstand blev sa pinlig, at, jeg spurgte mig selv, om det ikke var bedre at ga ind i kaptajnens kammer, at se ham ansigt til ansigt, at trodse ham med bev?gelser og blik!

Det var en gal mands indskydelse. Lykkeligvis holdt jeg mig tilbage, og jeg strakte mig pa min seng for at d?mpe min legemlige ophidselse. Mine nerver faldt lidt til ro, men min hjerne var oversp?ndt, og jeg gensa i en hastig erindringsr?kke hele min eksistens om bord pa Nautilus, alle de lykkelige eller ulykkelige begivenheder, som havde pavirket den, siden jeg forsvandt fra Abraham Lincoln, de underjordiske jagter, Torresstr?det, de vilde i Papuasien, strandingen, Koralkirkegarden, turen under Suez, oen Santorin, den kretensiske dykker, Vigobugten, Atlantis, isbarrieren, Sydpolen, fangenskabet i isen, bl?kspruttekampen, Golfstrommens uvejr, Vengeur, og dette frygtelige optrin, da skibet blev s?nket med sit mandskab!… Alle disse begivenheder passerede forbi

mine ojne, som de bagt?pper, der udfoldes i den inderste del af en teaterscene. Da voksede kaptajn Nemo uforholdsm?ssigt i disse m?rkelige omgivelser. Hans type tradte st?rkere frem og antog overmenneskelige proportioner. Han var ikke mere min ligemand, han var vandenes herre, havenes geni.

Klokken var nu halvti. jeg holdt pa mit hoved med begge h?nder for at hindre det i at spr?nges. Jeg lukkede ojnene. Jeg ville ikke t?nke mere. Endnu en halv time at vente! En halv times mareridt, der kunne gore mig vanvittig.

I dette ojeblik horte jeg svage akkorder fra orgelet, en trist harmoni der ledsagede en ubestemmelig sang, sande klagelyde fra en sj?l, der onskede at bryde sine jordiske band. Jeg lyttede med alle sanser pa en gang, n?sten andelos, ligesom kaptajn Nemo fordybet i denne musikalske ekstase, der forte ham udenfor denne verdens gr?nser.

Da forf?rdede en pludselig tanke mig. Kaptajn Nemo havde forladt sit kammer. Han var i salonen, som jeg matte igennem for at flygte. Der skulle jeg mode ham for sidste gang. Han ville se mig, han ville maske tale til mig! En bev?gelse fra ham kunne tilintetgore mig, et eneste ord kunne l?nke mig til hans skib!

Klokken var lige ved at sla ti. Ojeblikket var kommet til at forlade mit kammer og slutte mig til mine kammerater.

Det gjaldt om ikke at tove, hvis kaptajn Nemo skulle rejse sig foran mig. Jeg abnede min dor med forsigtighed, og dog forekom det mig, at den lavede en skr?kkelig stoj, idet den drejede sig pa sine h?ngsler. Maske eksisterede denne stoj kun i min fantasi!

Jeg sneg mig frem gennem Nautilus’ morke gange, idet jeg standsede ved hvert skridt for at d?mpe mit hjertes banken.

Jeg naede doren i salonens hjorne. Jeg abnede den sagte. Salonen var nedsunket i dybt morke. Orgelets toner gav svag genlyd. Kaptajn Nemo var der. Han sa mig ikke. Jeg tror ikke engang, at han ville have opdaget mig i fuld belysning, sa fuldkommen var hans fordybelse. Jeg listede pa t?ppet, idet jeg undgik det mindste sammenstod, der kunne forrade min tilstedev?relse. Det tog mig fem minutter at na til den dor, der i den anden ende forte til biblioteket.

Jeg skulle lige til at abne den, da et suk fra kaptajn Nemo naglede mig til stedet. Jeg forstod, at han havde rejst sig. Jeg kunne endda skimte ham, for nogle lysstraler fra det oplyste bibliotek sivede ind i salonen. Han kom hen imod mig, med armene over kors, tavs, glidende som et spogelse, snarere end gaende. Hans betyngede bryst