En verdensomsejling under havet

En verdensomsejling under havet Jules Verne

(1828–1905) Udgivet: 1869

Kapitel 1

Et flygtende sk?r

Aret 1866 blev pr?get af en m?rkelig h?ndelse, et uopklaret og uforklarligt f?nomen, som utvivlsomt ingen har glemt. For ikke at tale om de rygter, der ?ngstede havnebyernes befolkning og ophidsede sindene i det indre af kontinenterne, var det dog soens folk, der s?rlig blev foruroliget. Kobm?nd, skibsredere, skibskaptajner, skippere, styrm?nd i Europa og Amerika, marineofficerer i alle lande og pavirket af dem regeringerne i de to fastlandes forskellige stater var i hojeste grad optaget af denne sag.

I nogen tid havde flere skibe pa soen modt» en enorm ting«, lang, tenformet, undertiden fosforescerende og umadelig meget storre og hurtigere end en hval.

De kendsgerninger, der angaende dette f?nomen var optegnet i forskellige skibsjournaler, stemte ret noje overens med hensyn til det omtalte objekts eller v?sens struktur, dets bev?gelsers uhorte hastighed, den overraskende kraft i dets fremdrift, det s?rlige liv, hvormed det syntes begavet. Hvis det var en hval, overgik den i omfang alle dem, som videnskaben hidtil havde klassificeret. Hverken Cuvier eller Lacepede, hverken Dumeril eller de Quatrefages ville have indrommet eksistensen af et sadant uhyre, — medmindre de havde set det, det vil sige set det med deres egne sagkyndige ojne.

Ved at tage gennemsnittet af de iagttagelser, der gentagne gange var gjort, og derefter forkaste de forsigtige vurderinger, der tilskrev dette objekt en l?ngde pa to hundrede fod, og afvise de overdrevne formodninger, der sagde, at det var tusind fod i omfang og tre tusind langt, kunne man imidlertid bekr?fte, at dette f?nomenale v?sen langt overgik de dimensioner, der hidtil var anerkendt af ichtyologerne — om det i det hele taget eksisterede.

Na, det eksisterede nu, selve denne kendsgerning kunne ikke mere n?gtes, og i betragtning af den tilbojelighed, som forer den menneskelige hjerne mod det underfulde, kan man forsta det rore, der skabtes hele verden over af dette overnaturlige syn. Man matte give afkald pa at henvise det til fantasiens verden.

Nuvel, den 20. juli 1866 havde damperen Guvernor Higginson, tilhorende Calcutta og Burnach Damskibsselskab, modt denne bev?gelige masse fem somil ost for Australiens kyst. Kaptajn Baker troede forst at sta over for et ukendt sk?r; han beredte sig endog pa at bestemme dets nojagtige position, da to vandsojler, udstodte fra den uforklarlige genstand, flojtende slyngedes et hundrede og halvtreds fod op i luften. Medmindre dette sk?r med mellemrum var behersket af udbrud fra en gejser, havde Guvernor Higginson altsa utvivlsomt at gore med et hidtil ukendt pattedyr, der fra sine n?sebor udkastede sojler af vand, blandet med luft og damp.

En lignende tildragelse blev pa samme made observeret i Stillehavet den 23. juli samme ar fra Christopher Columbus, tilhorende West India & Pacific Dampskibsselskab. Denne us?dvanlige hval kunne altsa bev?ge sig fra et sted til et andet med en overraskende hastighed, siden Guvernor Higginson og Christopher Columbus med tre dages mellemrum havde observeret den pa to steder, der var adskilt ved en afstand pa mere end syv hundrede somil.

Fjorten dage senere sejlede Helvetia; tilhorende Compagnie Nationale, og Shannon, tilhorende Royal Mail, to tusind mil derfra i modsatte retninger i den del af Atlanten, der er indesluttet mellem De forenede Stater og Europa, og signalerede til hinanden om uhyret pa 42° nordlig bredde og 60° 35 l?ngde vest for Greenwich- meridianen. Ved disse samtidige observationer troede man at kunne vurdere pattedyrets minimumsl?ngde til ikke under tre hundrede engelske fod*) siden bade Shannon og Helvetia var af mindre dimensioner end det, skont de malte hundrede meter fra for til agter. Nu har de storste hvaler, kulammak og ungullik, der soger farvandene omkring Aleuterne, aldrig v?ret l?ngere end seksoghalvtreds meter — om de endda har v?ret sa lange. Disse rapporter, der kom slag i slag, nye observationer foretaget om bord pa atlanterhavsbaden Pereire, et sammenstod mellem Etna fra Inman-linien og uhyret, en protokol optaget af officererne pa den franske fregat Normandie, en meget grundig oversigt, som man fik fra kommandor Fitz-James' stab om bord pa Lord Clyde — foruroligede i hoj grad den offentlige mening. I lande med lyst humor spogte man med f?nomenet, men de alvorlige og praktiske lande, England, Amerika, Tyskland, var levende optaget deraf.

Overalt i storbyerne kom uhyret i v?lten; man sang om det pa cafeerne, man sagde vittigheder om det i aviserne, man fremforte det pa teatrene. Avis?nder fandt lejlighed til at formere sig i alle kulorer. I bladene opfriskede man — af mangel pa stof — alle de gigantiske fantasiv?sner, fra den hvide hval, den frygtelige» Moby Dick «fra egnene langt mod Nord, til den umadelige Kraken, hvis fangarme kunne omslynge et fartoj pa fem hundrede tons og sl?be det ned i oceanets afgrunde. Man genoptrykte endag skrifter fra antikken, tanker fra Aristoteles og Plinius, der erkendte eksistensen af sadanne uhyrer, derpa de norske beretninger af biskop Pontoppidan, Paul Heggedes beskrivelser, og endelig raporterne fra Harrington, hvis gode tro ikke kan drages i tvivl, nar han bekr?fter, at han om bord pa Castillan i 1857 har set den enorme slange, som aldrig for havde v?ret set andre steder end fra den gamle Constitutionnel.

Sa udbrod den uendelige polemik mellem lettroende og vantro i de l?rde selskaber og de videnskabelige tidsskrifter.»Sporgsmalet om uhyret «ophidsede sindene. I denne mindev?rdige strid udgod de journalister, som gor sig til af videnskabelighed, stromme af bl?k i kamp med dem, der praler af and, og nogle endog et par draber blod, for fra soslangen gik de over til de mest forn?rmende personligheder.

Igennem et halvt ar fortsattes krigen med skiftende held. Pa v?sentlige artikler fra Brasiliens geografiske Institut, fra det kongelige videnskabelige Akademi i Berlin, fra Det britiske Selskab, fra Washingtons Smithsonian Institute, pa diskussioner i Det indiske Arkipelag, i abbed Moignos Cosmos, Petermanns Mittheilungen, pa videnskabelige kronikker i Frankrigs og udlandets store dagblade svarede smabladene med utr?ttelig ildfuldhed. Andfulde skribenter, som gjorde nar af et ord af Linne, citeret af uhyrets modstandere, pastod virkelig, at» naturen gor ikke dumheder«, og de besvor deres samtidige om ikke at underkende naturen, ved at indromme eksistensen af Kraken, soslanger, Moby Dick og vanvittige som?nds ovrige fantasifostre. I en artikel i et meget frygtet satirisk blad gik den hojest elskede af dets redaktorer til sidst oven i kobet los pa uhyret, ligesom Hippolytos, tilfojede det nadesstodet og gjorde ende pa det under almindelig latter. Andfuldheden havde besejret videnskaben.

I de forste maneder i aret 1867 syntes sporgsmalet at v?re begravet, og det sa ikke ud til at skulle genopsta; men da blev nye kendsgerninger bragt til offentlighedens kundskab. Det drejede sig nu ikke mere om at lose et videnskabeligt problem, men om en virkelig alvorlig fare, som det gjaldt om at undga. Sporgsmalet kom til at se helt anderledes ud. Uhyret blev igen o, klippe, sk?r, men et flygtende sk?r, ubestemmeligt, ufatteligt.

Den 5. marts 1867, da Moravian, tilhorende Montreal Ocean- selskabet, om natten befandt sig pa 27° 30 bredde og 72° 15 l?ngde, stodte den med styrbords laring mod en klippe, som ikke fandtes pa noget kort over disse egne. Ved vindens og damperens fire hundrede hestekr?fters forenede anstrengelser sejlede den med en hastighed pa tretten knob. Uden tvivl skyldtes det kun skrogets fremragende kvalitet, at Moravian ikke efter dette stod blev opslugt af havet med sine to hundrede og syvogtredive passagerer, som den havde med fra Canada.

Ulykken var sket henad fem om morgenen, da dagen var ved at bryde frem. De vagthavende officerer