En verdensomsejling under havet

— Professor Pierre Aronnax? sagde han.

— Det er mig, svarede jeg. Kaptajn Farragut?

— Netop. Velkommen, hr. professor. Deres kahyt venter Dem. Jeg bukkede, overlod kaptajnen til hans arbejde med afsejlingen og lod mig fore til den kahyt, der var bestemt for mig.

Abraham Lincoln var til fuldkommenhed udsogt og udstyret til sit nye formal. Det var en hurtig fregat, forsynet med overhedningsapparat, som tillod at h?ve dens damptryk til syv atmosf?rer. Under dette tryk naede Abraham Lincoln en gennemsnitshastighed pa 18,3 mil i timen, en betydelig hastighed, men dog utilstr?kkelig til at k?mpe med den gigantiske hval.

Fregattens indre montering svarede til dens nautiske kvalitet. Jeg var godt tilfreds med min kahyt, der var agterude med udgang til officersmessen.

— Her far vi det godt, sagde jeg til Conseil.

— Ligesa godt, om herren ikke har noget imod det, svarede Conseil, som en eremitkrebs i en trompetsnegls hus.

Jeg lod Conseil stuve vor bagage bekvemt, og jeg gik sa igen op pa d?kket for at folge forberedelserne til afsejlingen.

I dette ojeblik lod kaptajn Farragut de sidste fortojningstrosser ga, som holdt Abraham Lincoln fast ved Brooklynpieren. Havde jeg v?ret et kvarter — eller endog mindre — forsinket, ville fregatten v?re afsejlet uden mig, og jeg var gaet glip af denne us?dvanlige, overnaturlige, usandsynlige ekspedition, hvorom den sandf?rdige beretning imidlertid nok vil mode nogen mistillid.

Men kaptajn Farragut ville ikke spilde en dag eller en time pa vejen til de have, hvor dyret nylig var blevet signaleret. Han lod sin maskinmester komme.

— Har vi dampen oppe? spurgte han ham.

— Ja, hr. kaptajn.

— Go ahead, rabte kaptajn Farragut.

Ved denne ordre, der blev overfort til maskinen ved hj?lp af apparater med komprimeret luft, satte maskinisterne

igangs?tningshjulet i sving. Dampen styrtede hvislende i de abne glidere. De lange horisontale stempler knirkede og skubbede til drivst?nger af tr?. Skruens blade piskede bolgerne med voksende hast, og Abraham Lincoln gled majest?tisk frem mellem henimod hundrede f?rger og tendere *) fulde af tilskuere, som fulgte den.

Brooklyns kajer og hele den del af New York, som ligger langs Eastriver, var fyldt af nysgerrige. Tre hurraer fra fem hundrede tusinde struber brod ud efterhanden. Der viftedes med tusinder af lommetorkl?der over den kompakte masse, og de hilste Abraham Lincoln lige til den kom ud i Hudsons vande ved n?sset pa den langstrakte halvo, hvor byen New York ligger.

Sa fulgte fregatten langs New Jersey-siden flodens beundringsv?rdige hojre bred, der er helt bebygget med villaer, og passerede mellem forterne, der saluterede med deres kanoner. Abraham Lincoln svarede ved tre gange at fire og hejse det amerikanske flag, hvis niogtredive stjerner stralede fra mesanmastens gaffel, sa sagtnede den farten for at ga ind i den afm?rkede sejlrende, som buer sig i den indre bugt dannet af Sandy-Hook-n?sset, og strog langs denne sandede tange, hvor nogle tusind tilskuere endnu engang hyldede den.

Kortegen af bade og tendere fulgte stadig fregatten, og de forlod den forst ud for det fyrskib, hvis to blus markerer indsejlingen til sn?vringen ved New York.

Da slog klokken tre. Lodsen gik i sin bad og sluttede sig igen til den lille skonnert, som ventede ham i l?. Ilden under kedlerne blev forst?rket; skruen piskede hurtigere mod bolgerne; fregatten sejlede langs Long Islands gule og lave kyst, og klokken otte om aftenen lob den, efter at man havde tabt lysene fra Fire Island af syne, for fuld damp ud pa Atlantens morke vande.

Kapitel 4

Ned Land

Kaptajn Farragut var en god somand, den fregat v?rdig, hvis chef han var. Hans skib og han var et. Han var dets sj?l. Hvad hvalen angik var der ingen tvivl i hans sind, og han tillod ikke, at dyrets eksistens blev diskuteret pa hans skib. Han troede pa det som visse kvinder tror pa Leviathan — med folelsen, ikke med forstanden. Dyret eksisterede, han skulle befri havene for det, det havde han svoret…

Han var en slags Johanniter-ridder fra Rhodos, en Dieudonne fra Gozo, pa vej til mode med den slange, som odelagde hans o. Enten skulle kaptajn Farragut dr?be narhvalen, eller narhvalen ville dr?be ham. Enten — eller.

Skibets officerer delte deres chefs mening. Man kunne ikke undga at hore dem passiare, diskutere, disputere, beregne de forskellige muligheder for et mode, alt imens de iagttog oceanets vidtstrakte flade. Mere end en af dem patog sig frivillig vagt i mesangaflen, et hverv, som han under alle andre omst?ndigheder ville have bandet over. Sa l?nge solen var pa himlen, var riggen befolket med matroser, der folte d?ksplankerne br?nde under deres fodder, sa de ikke kunne holde dem der. Og dog skar Abraham Lincoln endnu ikke Stillehavets mist?nkelige vande med sin st?vn.

Hvad bes?tningen angik onskede de intet hellere end at mode narhvalen, harpunere den, hejse den om bord, partere den. De overvagede havet med samvittighedsfuld opm?rksomhed. Kaptajn Farragut talte forovrigt om en vis sum pa to tusind dollars, der var reserveret til den skibsdreng eller matros, badsmand eller officer, der signalerede dyret. Man kan t?nke sig til, om ojnene blev brugt om bord pa Abraham Lincoln.

For mit vedkommende stod jeg ikke tilbage for de andre, og jeg overlod ikke min del af de daglige iagttagelser til nogen. Der var hundrede grunde til at fregatten skulle hedde Argus. Som den eneste blandt os protesterede Conseil ved at vise ligegyldighed over for det sporgsmal, der optog os lidenskabeligt, og holdt sig udenfor den almindelige overv?ldende interesse om bord.

Jeg har n?vnt, at kaptajn Farragtut omhyggeligt havde forsynet sit skib med apparater egnede til at fange den gigantiske hval. Ingen hvalfanger havde v?ret bedre udrustet. Vi havde alle de kendte apparater, fra harpuner, som kastes med handen, til harpunkanonens med modhager forsynede pile, til jagtgev?rernes eksplosive kugler. I forstavnen ragede en s?rlig fin kanon frem, der blev ladet fra bundpladen, havde meget kraftige v?gge, meget smal sj?l, og hvis model skulle frem pa verdensudstillingen i 1867. Dette kostbare vaben, der var af amerikansk oprindelse, skod uden vanskelighed et kugleformet projektil pa fire kilogram ud i en gennemsnitlig afstand pa seksten kilometer.

Abraham Lincoln manglede altsa ikke noget odel?ggelsesmiddel. Men den havde mere endnu. Den havde Ned Land, harpunerernes konge.

Ned Land var canadier, havde ualmindeligt handelag og kendte ikke sin lige i sit farlige erhverv. Beh?ndighed og koldblodighed, dristighed og snildhed, disse egenskaber ejede han i fuldt mal, og der skulle en meget ondskabsfuld bardehval eller en s?rlig snedig kaskelot til for at slippe fra hans harpunkast.

Ned Land var circa fyrretyve ar. Han var en hoj mand — mere end seks engelske fod — kraftigt bygget, med alvorligt ansigtsudtryk, lidet meddelsom, undertiden voldsom, og meget hidsig nar noget gik ham imod. Hele hans fremtoning pakaldte opm?rksomhed, is?r styrken i hans blik, som pa ejendommelig vis pr?gede hans fysiognomi.

Jeg tror, at kaptajn Farragut havde gjort klogt i at engagere denne mand til sit skib. Med sit oje og sin arm var han alene lige sa meget v?rd som hele mandskabet. Jeg ved ikke noget bedre at sammenligne ham med end