En verdensomsejling under havet

der sad pa en bom, og disse sindsbev?gelser, der gentoges tyve gange, holdt os i en tilstand af sygelig ansp?ndthed, der var altfor voldsom til ikke at medfore en snarlig reaktion.

Og reaktionen lod faktisk ikke vente pa sig. I tre maneder, tre maneder, hvoraf hver dag varede et arhundrede, plojede Abraham Lincoln alle Stillehavets nordlige egne, sejlede mod signalerede hvaler, gjorde bratte sving, drejede pludselig fra den ene side til den anden, standsede op, forst?rkede dampen eller slog bak, slag i slag, med risiko for at bringe maskinen ud af niveau, — og lod ikke et punkt v?re uudforsket fra Japans strande til den amerikanske kyst. Og intet! Intet uden den ode havflades uendelighed, intet som lignede en gigantisk narhval eller en undersoisk o eller et vrag fra et skibbrud eller et flygtende sk?r, og heller ikke noget som helst overnaturligt.

Reaktionen kom altsa. Forst greb modlosheden sindene og abnede en breche for vantroen. Om bord opstod en ny folelse, som bestod af tre tiende dele flovhed og syv tiendedele raseri. Man var» godt tosset «at have ladet sig narre af en kim?re, men endnu mere rasende! Bjerge af argumenter, der var ophobede i lobet af et ar, styrtede sammen pa en gang, og alle t?nkte kun pa, i timer med maltider eller sovn, at indhente det, de havde forsomt i den tid, de sa tabeligt havde ofret. Med menneskeandens naturlige bev?gelighed kastede man sig fra en yderlighed til en anden. De hidtil varmeste tilh?ngere af foretagendet blev uundgaeligt dem, der mest br?ndende rakkede det ned. Reaktionen steg fra bunden af skibet, fra kullempernes kammer til officersmessen, og havde kaptajn Farragut ikke v?ret ganske s?rlig st?dig, havde fregatten definitivt sat kursen mod syd.

Denne unyttige sogen kunne dog ikke blive ved ret l?nge. Abraham Lincoln havde intet at bebrejde sig, den havde gjort alt for at na sit mal. Aldrig havde mandskabet pa et amerikansk marinefartoj vist storre talmodighed og storre nidk?rhed; uheldet kunne ikke tilskrives det; der var ikke andet at gore end at vende tilbage.

Der blev gjort forestillinger herom til chefen. Chefen holdt stand. Matroserne skjulte ikke deres misfornojelse, og tjenesten led derunder. Jeg vil ikke sige, at der var opstand om bord, men efter en rimelig periode med st?dighed bad kaptajn Farragut, som fordum Columbus, om tre dages talmodighed. Hvis dyret ikke havde vist sig i lobet af denne frist pa tre dage, skulle rorg?ngeren dreje hjulet tre omgange, og Abraham Lincoln ville begive sig mod de europ?iske have.

Dette lofte blev aflagt den 2. november. Det havde straks til resultat at s?tte nyt liv i det svigtende mandskab. Oceanet blev iagttaget med ny opm?rksomhed. Alle ville tilkaste det dette sidste blik, hvori hele erindringen sammenfattes. Kikkerterne fungerede med feberagtig aktivitet. Det var en sidste udfordring til k?mpehvalen, og denne kunne ikke med rimelighed undlade at svare pa denne opfordring til at mode frem.

To dage gik hen. Abraham Lincoln sejlede med damptrykket nede. Man brugte tusind midler for at v?kke dyrets

opm?rksomhed eller stimulere det apatiske v?sen, for det tilf?lde at det var at tr?ffe i disse farvande. Enorme fl?skesider blev taget pa sl?b, til hajernes store fornojelse burde jeg nok sige. Skibsbadene sejlede ud i alle retninger fra Abraham Lincoln, medens den brasede op, og de lod intet punkt pa havet uudforsket. Men det blev aften den 4. november uden at det undersoiske mysterium blev afsloret.

Den n?ste dag, den 5. november om middagen, udlob den yderste frit. Efter dette tidspunkt matte kaptajn Farragut, trofast mod sit lofte, s?tte kursen mod sydost og definitivt forlade Stillehavets nordlige egne.

Fregatten befandt sig da pa 31° 15 nordlig bredde og 136° 42 ostlig l?ngde. De japanske oer la mindre end to hundrede mil tilbage pa vor l?side. Natten var n?r. Der var lige slaet otte glas. Store skyer tilslorede manen, der nu var i forste kvarter. Havet bolgede fredeligt under fregattens st?vn.

I dette ojeblik stod jeg forude l?net mod styrbords lonning. Conseil, der havde anbragt sig n?r ved mig, sa frem for sig. De m?nd, der sad oppe i vanterne, undersogte horisonten, der lidt efter lidt indsn?vredes og morknede. Bev?bnede med deres natkikkerter sogte officererne at tr?nge gennem det voksende mulm. Undertiden funklede det morke ocean under en strale, som manen udsendte gennem en revne mellem to skyer. Sa forsvandt hvert spor af lys i natten.

Idet jeg iagttog Conseil, konstaterede jeg, at denne gode unge mand, om end nok sa lidt, var underkastet den almindelige stemning. I det mindste troede jeg det var sadan. Maske — og for forste gang — vibrerede hans nerver under virkningen af en folelse af nysgerrighed.

— Na, Conseil, sagde jeg til ham, her er en sidste lejlighed til at fa fingre i to tusind dollars.

— Hvis herren tillader, at jeg siger det, svarede Conseil, sa har jeg aldrig regnet med denne pr?mie, og Staternes regering kunne udlove hundred tusind dollars, de var ikke blevet fattigere af det.

— Du har ret, Conseil, det er, nar alt kommer til alt, en flov historie, som vi alt for letsindigt har kastet os ud i. Hvilket spild af tid, hvilke unyttige sindsbev?gelser! Allerede for et halvt ar siden kunne vi have v?ret tilbage i Frankrig. .

— I herrens lille lejlighed, svarede Conseil, i herrens museum! Og sa havde jeg allerede klssificeret herrens forsteninger! Og herrens hjortesvin havde v?ret installeret i sit bur i Jardin des Plantes og ville tiltr?kke alle Paris’ nysgerrige!

— Som du siger, Conseil, og jeg t?nker, at folk oven i kobet vil gore sig lystige over os.

— Jeg tror virkelig, svarede Conseil roligt, at man vil gore sig lystig over herren. Og, er det nodvendigt at sige det…?

— Det er nodvendigt at sige det, Conseil.

— Nuvel, det er kun hvad herren fortjener.

— Virkelig!

— Nar man har den ?re at v?re en videnskabsmand som herre, uds?tter man sig ikke for…

Conseil kunne ikke fuldende sin kompliment. Midt under den almindelige tavshed havde man lige hort en stemme. Det var Ned Lands stemme, og han udbrod:

— Ohoj, der har vi den, i l?, tv?rs os.

Kapitel 6

For fuld damp

Ved dette rab styrtede hele mandskabet hen mod harpuneren, chef, officerer, badsm?nd, matroser, skibsdrenge, lige til maskinmestrene, som forlod deres maskine, lige til fyrboderne, som forlod deres kedler. Der var givet ordre til at standse maskinerne, og fregatten drev langsomt frem.

Morket var nu dybt, og hvor gode canadierens ojne end var, spurgte jeg mig selv, hvordan han havde baret sig ad med at se, og hvad det var han havde set. Mit hjerte slog, som det skulle spr?nges.

Men Ned Land havde ikke taget fejl; vi opdagede alle den genstand han pegede pa.

To kabell?ngder fra Abraham Lincoln og dens styrbords laring syntes havet at v?re illumineret nedefra. Det var ikke en almindelig forekomst af fosforescens, og deraf kunne man ikke tage fejl. Uhyret, der var neddykket nogle favne under havoverfaden, udsendte dette meget intense, men uforklarlige lysk?r, som flere kaptajners rapporter havde n?vnt. Denne pragtfulde udstraling matte v?re frembragt af en kraftkilde med stor lysstyrke. Pa havet beskrev det lysende parti en umadelig, meget langstrakt oval, i hvis midte en br?ndende ild fort?ttedes, og hvorfra det uudholdelige lyssk?r gradvist slukkedes.

— Det er kun en ophobning af fosforescerende molekyler, udbrod en af officererne.

— Nej, min herre, udbrod jeg med overbevisning. Boremuslinger eller salper frembringer aldrig et sa m?gtigt lys. Dette lyssk?r er v?sentlig af elektrisk natur. For resten, se, se! Det flytter sig! Det bev?ger sig fremad, tilbage! Det styrter los pa os!

Et skrig steg op fra folkene pa fregatten.

— Stille! sagde kaptajn Farragut. Roret hardt i luv! Fuld kraft bak. Matroserne styrtede til roret,