fuldkomment op efter vore strabadser. Jeg vagnede forst. Mine kammerater havde endnu ikke rort sig og blev liggende i deres krog som livlose masser.
Sa snart jeg havde rejst mig fra det temmelig harde leje, folte jeg min hjerne forfrisket, min and klar. Jeg begyndte sa en noje undersogelse af vor celle.
Intet var ?ndret i dens indretning. F?ngslet var stadig et f?ngsel, og fangerne var fanger. Imidlertid havde stewarden benyttet sig af vores sovn og taget af bordet. Intet tydede dog pa n?r forestaende mildning af denne situation, og jeg spurgte alvorligt mig selv, om vi var bestemt til at leve i dette bur pa ubestemt tid.
Denne udsigt syntes mig sa meget pinligere, som jeg, om end min hjerne var fri for sin bes?ttelse fra den foregaende dag, folte en ejendommelig trykken for brystet. Jeg trak vejret med besv?r. Den tunge luft var ikke tilstr?kkelig til mine lungers funktion. Skont cellen var rummelig, var det abenbart, at vi for en stor del havde brugt den ilt, som den indeholdt. Faktisk bruger hvert menneske pa en time den ilt, der indeholdes i hundrede liter luft, og denne luft, der sa bliver belastet med en n?sten tilsvarende m?ngde kultveilte, bliver kv?lende.
Det var altsa patr?ngende nodvendigt at forny atmosf?ren i vort f?ngsel og utvivlsomt ogsa hele undervandsbadens atmosf?re.
Et sporgsmal rejste sig for min tanke. Hvorledes bar chefen for dette svommende opholdssted sig ad? Fik han luftforsyning ved kemiske midler, ved med varme at frigore den ilt, der indeholdes i klorkalium, og ved at lade et kalihydrat absorbere kultveilten? I sa tilf?lde matte han have bevaret nogle forbindelser med fastlandene for at skaffe sig de til disse processer nodvendige stoffer. Indskr?nkede han sig til blot at opmagasinere luften under hojt tryk i reservoirer og til sa at frigore den til sit mandskabs behov? Maske. Eller nojedes han — en bekvemmere, mere okonomisk og folgelig mere sandsynlig fremgangsmade — med at komme op i vandoverfladen for at ande som en hval og forny forsyningen for et dogn med atmosf?risk luft? Hvordan det end var og hvad det var for en metode, forekom det mig klogt, om han ufortovet ville benytte den.
Jeg var i virkeligheden sa langt nede, at jeg matte mangedoble mine indandingers tal for af denne celle at uddrage den smule ilt, som den indeholdt, da jeg pludselig blev forfrisket af en luftstrom, ren og ligefrem duftende af fordampede salte. Det var virkelig havluft, oplivende og jodholdig. Jeg abnede munden pa vid gab, og mine lunger m?ttedes med friske molekyler. Pa samme tid sansede jeg en vaklen, en rullen med j?vne udsving, men fuldkommen m?rkbar. Baden, staluhyret, var abenbart lige steget op til oceanets overflade for at ande, pa samme made som hvalerne. Skibets ventilationsmetode var altsa fuldkommen klar.
Da jeg med fuldt bryst havde optaget denne rene luft, sogte jeg dens kanal,»aeriferen«— luftbringeren om man vil, som lod denne velgorende strom komme til os, og det varede ikke l?nge, for jeg fandt den. Oven over doren var der et ventilationshul, der abnede vej for en frisk luftsojle, som saledes fornyede den odelagte atmosf?re i cellen.
Jeg var kommet sa langt i mine iagttagelser, da Ned og Conseil omtrent samtidig vagnede under indflydelse af denne genoplivende luftstrom. De gned sig i ojnene, strakte deres arme og var pa benene pa et ojeblik.
— Herren har sovet godt? spurgte Conseil med sin s?dvanlige hoflighed.
— Meget godt, min ven, svarede jeg. Og De, mester Land?
— Tungt, hr. professor. Men jeg ved ikke, om jeg tager fejl, det forekommer mig, som om jeg indander havluft?
En somand kunne ikke tage fejl deri, og jeg fortalte canadieren, hvad der var sket, mens han sov.
— Godt! sagde han, det forklarer fuldkomment de brol, som vi horte, da den formentlige hval var i sigte fra
— Fuldkomment, mester Land, det var dens andedrag!
— Blot har jeg ingen ide om, hvad klokken er, hr. Aronnax, med mindre det er tid at spise til middag?
— Middagstid, min brave harpuner? Sig i det mindste frokosttid, for vi har sikkert naet en ny dag.
— Hvad der viser, svarede Conseil, at vi har taget os en sovn pa fireogtyve timer.
— Det tror jeg ogsa, svarede jeg.
— Jeg modsiger Dem ikke, svarede Ned Land. Men middag eller frokost, stewarden skal v?re velkommen, hvad enten han bringer os det ene eller det andet.
— Det ene og det andet, sagde Conseil.
— Netop, svarede canadieren, vi har ret til to maltider, og jeg for min del skal nok lade begge vederfares retf?rdighed.
— Nuvel, Ned, lad os vente, svarede jeg. Det er abenbart, at disse ubekendte ikke har til hensigt at lade os do af sult, for i det tilf?lde havde der ikke v?ret mening i middagen i aftes.
— Med mindre man er ved at fede os op! svarede Ned.
— Jeg protesterer, sagde jeg. Vi er ikke faldet i h?nderne pa kannibaler!
— En gang er ingen gang, svarede canadieren alvorligt. Hvem ved, om disse mennesker ikke i lang tid har v?ret uden frisk kod, og i sa tilf?lde er tre privatpersoner, sunde og raske som professoren, hans tjener og jeg…
— Opgiv de ideer, mester Land, svarede jeg harpuneren, og fremfor alt, ga ikke ud fra dem for at blive hidsig over vore v?rter, hvad der kun kunne forv?rre situationen.
— I hvert fald, sagde harpuneren, er jeg forbandet sulten, og middag eller frokost, der kommer n?ppe noget maltid!
— Mester Land, sagde jeg, man ma rette sig efter reglementet om bord, og jeg antager, at vores mave gar hurtigere end kokkens ur.
— Na, sa ma man stille den rigtigt, svarede Conseil.
— Der kender jeg Dem igen, min ven Conseil, svarede den utalmodige canadier. De bruger kun lidt af Deres galde og Deres nerver! Altid rolig! De vil v?re i stand til som bordbon at sige taksigelsen for maltidet i stedet for velsignelsen og do af sult snarere end beklage Dem.
— Hvad skulle det hj?lpe? spurgte Conseil.
— Men det ville hj?lpe at beklage sig. Det er allerede noget. Og disse sorovere — jeg siger sorovere af respekt og for ikke at ?rgre professoren, som v?grer sig ved at kalde dem kannibaler — hvis disse sorovere t?nker sig, at de kan beholde mig i dette bur, hvor jeg er ved at kv?les, uden at erfare hvilke forbandelser jeg krydrer mine hidsighedsanfald med, tager de fejl! Tror De, at de l?nge vil holde os i denne jernkasse?
— Sandt at sige ved jeg ikke mere om det end De, k?re Land.
— Men hvad tror De da?
— Jeg antager, at tilf?ldet har gjort os til herrer over en vigtig hemmelighed. Hvis nu mandskabet pa denne undervandsbad er interesseret i at beholde den, og hvis denne interesse er mere alvorlig end tre m?nds liv, tror jeg vor eksistens er i hoj grad truet. I modsat fald vil det uhyre, der har opslugt os, sa snart som muligt give os tilbage til den verden, der er beboet af vore ligem?nd.
— Med mindre han indrullerer os i sit mandskab, sagde Conseil, og passer sadan pa os…
— Lige til det ojeblik, svarede Ned Land, da en eller anden fregat, der er hurtigere eller mere adr?t end
— Vel gennemt?nkt, mester Land, svarede jeg. Men sa vidt jeg ved, har man endnu ikke gjort os noget forslag i den retning. Altsa unyttigt at diskutere hvilken beslutning vi bor tage i pakommende tilf?lde. Jeg gentager, lad os vente, lad os se, hvordan det udvikler sig og ikke gore noget, siden der ikke er noget at gore.
— Tv?rtimod, hr. professor, svarede harpuneren, som ikke ville give sig, der ma gores noget!
— Na, hvad da, mester Land?
— Vi ma redde os.
— Redde sig fra et» jordisk «f?ngsel er tit vanskeligt, men fra et undersoisk f?ngsel, det synes mig absolut ugorligt.
— Hor nu, k?re Ned, sagde Conseil, hvad svarer De pa herrens indvending? Jeg kan ikke tro, at en amerikaner nogensinde er helt radvild!
Harpuneren tav, synligt forvirret. En flugt var absolut umulig under de forhold, tilf?ldet havde bragt os i. Men en canadier er halvt franskmand, og mester Ned Land viste det tydeligt ved sit svar.
— Altsa, hr. Aronnax, begyndte han igen efter nogle ojeblikkes eftertanke, De kan ikke g?tte, hvad folk bor gore, nar de ikke kan slippe ud af et f?ngsel?
— Nej, min ven.
— Det er meget simpelt, de ma indrette sig, sadan at de kan blive der.
