En verdensomsejling under havet

hundrede pund, en ottepundskanon af stobejern, en blystang og to svingbaser af kobber.

Da Dumont d’Urville udspurgte de indfodte, erfarede han ogsa, at efter at La Perouse havde mistet sine to skibe pa oens rev, havde han bygget en mindre bad, blot for at forlise endnu en gang… Hvor? Det vidste man ikke.

Sa lod Astrolabes chef et mindesm?rke rejse under en gruppe mangrovetr?er til erindring om den beromte sofarer og hans ledsagere. Det var en simpel firsidet pyramide, rejst pa et fodstykke af koraller, og hvori der ikke indgik noget af jern, der kunne friste de indfodtes beg?rlighed.

Derefter ville Dumont d’Urville tage af sted; men hans m?nd var sa hardt medtaget af disse usunde kysters febersygdomme, og han selv meget syg, sa han kunne forst lette den 17. marts.

Imidlertid havde den franske regering, som frygtede at Dumont d’Urville ikke vidste, hvad Dillon havde udrettet, sendt korvetten Bayonnaise, fort af Legoarant de Tromelin, som var udstationeret pa Amerikas vestkyst, til Vanikoro. Bayonnaise kastede anker ud for Vanikoro nogle maneder efter Astrolabes afrejse, fandt ikke noget nyt af betydning, men konstaterede, at de indfodte havde respekteret La Perouses mausoleum.

Sadan er hovedindholdet i den beretning, som jeg aflagde for kaptajn Nemo.

— Altsa ved man ikke endnu, sagde han til mig, hvor dette tredie fartoj, som de skibbrudne byggede pa oen Vanikoro, er sejlet hen og forlist?

— Det ved man ikke.

Kaptajn Nemo svarede ikke, men gjorde tegn til mig om at folge med til den store salon. Nautilus gik nogle meter ned under bolgerne, og lugerne abnedes.

Jeg styrtede hen mod vinduet, og under bel?gningen af koraller, der atter var d?kket af svampe, syphonuler, alcyonarier, cariaphyller, mellem myriader af indtagende fisk: gireller, glyphisidoner, pompherider, diacoper, holocentrer, genkendte jeg nogle stumper, som trawlene ikke havde formaet at rive med, jernbojler, ankre, kanoner, kanonkugler, et tilbehor til gangspil, en forst?vn, alt sammen ting, der hidrorte fra de forliste skibe og nu var bekl?dt med animalske blomster. Og mens jeg betragtede disse trosteslose vragstumper, sagde kaptajn Nemo med alvorlig stemme:

— Kaptajn La Perouse tog af sted den 7. december 1785 med sine skibe Boussole og Astrolabe. Forst kastede han anker i Botany Bay, besogte Venskabsoerne, Ny Caledonien, sejlede hen mod Santa Cruz og anlob Namouka, en af oerne i Hapai-gruppen. Dern?st kom hans skibe til Vanikoros ukendte rev. Boussole, der var forrest, kom til at sta pa den sydlige side. Astrolabe kom til hj?lp og strandede selv. Det forste skib blev odelagt omtrent med det samme. Det andet, der var lobet pa grund i l?, stod imod i nogle dage. De indfodte gav de skibbrudne en temmelig god modtagelse. De installerede sig pa oen og byggede en mindre bad af resterne af de to store. Nogle matroser blev frivilligt pa Vanikoro. De andre, der var sv?kkede og syge, tog af sted med La Perouse. De styrede mod Salomonsoerne, og der forliste de med mand og mus pa vestkysten af gruppens storste o, mellem forbjergene Deception og Satisfaction!

— Og hvordan ved De det? spurgte jeg.

— Se, hvad jeg har fundet netop pa stedet for det sidste forlis! Kaptajn Nemo viste mig en blik?ske, der var stemplet med Frankrigs vaben og st?rkt angrebet af saltvandet. Han abnede den, og jeg sa en pakke gulnede, men endnu l?selige papirer.

Det var selve instruktionerne fra Marineministeren til kaptajn La

Perouse, kommenteret i marginen med Ludvig XVI’s hand!

— Ah, det er en smuk dod for en somand! sagde kaptajn Nemo. Det er en rolig grav, denne grav mellem koraller, og jeg haber til Himlen, at mine ledsagere og jeg aldrig ma fa nogen anden dod!

Kapitel 20

Torresstr?det

I lobet af natten mellem den 27. og 28. december forlod Nautilus med overordentlig hastighed Vanikoros farvande. Den sejlede mod sydvest, og pa tre dage tilbagelagde den de svv hundrede og halvtreds mil, der adskiller La-Perouse-gruppen fra sydostspidsen af Papuasien.

Tidligt om morgenen den l. januar 1868 sluttede Conseil sig til mig pa platformen.

— Hr. professor, sagde den brave fyr, vil herren tillade mig at onske et godt nytar?

— Naturligvis, Conseil, akkurat som om jeg var i Paris i min lille stue i Jardin des Plantes. Jeg tager mod dine onsker og takker dig for dem. Jeg vil blot sporge dig, hvad du forstar ved» et godt ar «under de omst?ndigheder, som vi befinder os i. Er det det ar, som vil bringe afslutningen pa vort fangenskab, eller det ar, der vil se denne m?rkelige rejse forts?ttes?

— Jeg ved sandelig ikke rigtig, hvad jeg skal sige til herren, svarede Conseil. Det er sikkert, at vi ser underlige ting, og at vi i de sidste to maneder ikke har haft tid til at kede os. Det sidste vidunder er altid det mest forbavsende, og hvis det bliver ved pa den made, ved jeg ikke, hvordan det skal ende. Det er min mening, at vi aldrig far en sadan lejlighed igen.

— Aldrig, Conseil.

— Desuden er hr. Nemo, der b?rer sit latinske navn med rette, ikke mere generende end hvis han ikke eksisterede.

— Det har du ret i, Conseil.

— Hvis herren ikke har noget imod det, er det altsa min mening, at et godt ar ville v?re et ar, der ville tillade os at se alt…

— At se alting, Conseil? Det ville maske vare l?nge. Men hvad mener Ned Land om det?

— Ned Land mener nojagtig det modsatte af mig, svarede Conseil. Han har praktisk sans og en herskesyg mave. At se pa fiskene og stadig spise af dem er ikke nok for ham. Mangelen pa vin, brod, kod, passer ikke en v?rdig angelsakser, der er vant til boffer, og som ikke er bange for brandy og gin, nar det bliver nydt med made!

— Hvad mig angar, Conseil, er det nu ikke det, der plager mig, og jeg indretter mig s?rdeles vel efter skibets reglement.

— Ligesa med mig, svarede Conseil. Derfor t?nker jeg ogsa lige sa meget pa at blive her, som mester Land t?nker pa at gribe til flugt. Hvis altsa det ar, der begynder, ikke er godt for mig, vil det v?re det for ham, og omvendt. Pa den made vil der altid v?re en, der er tilfreds. Kort sagt, til slut vil jeg onske herren det, der vil gl?de herren.

— Tak, Conseil. Blot vil jeg bede dig om at ops?tte sporgsmalet om nytarsgaver til siden, og midlertidig tage et godt handtryk i stedet for dem. Jeg har ikke andet pa mig.

— Det var det bedste herren kunne give mig, svarede Conseil. Og derefter gik det flinke unge menneske sin vej.

Den 2. januar havde vi tilbagelagt elleve tusind, tre hundrede og fyrre somil, det vil sige fem tusind, to hundrede og halvtreds mil, siden vor afrejse fra de japanske have. Foran Nautilus forstavn strakte sig koralhavets farlige egne ved Australiens nordostkyst. Vort fartoj sejlede i en afstand pa nogle mil langs den frygtelige kyst, hvor Cooks skibe var n?r ved at ga tabt den 10. juni 1770. Det fartoj, som befordrede Cook, stodte pa en klippe, og nar det ikke gik til bunds, var det takket v?re den omst?ndighed, at det stykke koral, der blev losnet ved stodet, blev siddende i hullet i skroget.

Jeg kunne levende have onsket mig at besoge dette rev, der var tre hundrede og tres mil langt, og mod hvilket det stadig urolige hav brodes med frygtelig styrke, der kunne sammenlignes med tordenbrag. Men i dette ojeblik var Nautilus’ h?ldende planer ved at sl?be os ned til stor dybde, og jeg kunne ikke se noget af de hoje mure, som korallerne havde opfort. Jeg matte nojes med de forskellige prover pa fisk, som vore net bragte ind. Mellem andre bem?rkede jeg germoner, nogle arter af makrelfisk sa store som tun, med blalige flanker og striber af tv?rband, der forsvandt nar dyret dode. Disse fisk ledsagede os i stimer og forsynede vort bord med overordentlig delikat kod. Man tog ogsa et stort antal spadefisk, der var en halv decimeter lange og