rystede pa hovedet, og idet han viste mig den overste top af bjerget, syntes han at sige:
— Kom! Kom dog! Kom med l?ngere op!
Jeg fulgte ham i et sidste spring, og pa nogle minutter havde jeg besteget den top, der ragede en halv snes meter op over hele denne klippemasse.
Jeg sa til den side, hvor vi var kommet op. Bjerget h?vede sig kun syv-otte hundrede fod over sletten; men fra dets modsatte side var der fra oven og nedad dobbelt sa dybt, som der ellers var i denne del af Atlanterhavet. Mit blik naede langt bort og omfattede et udstrakt areal, oplyst af voldsomme lynglimt. Dette bjerg var i virkeligheden en vulkan. Halvtreds fod under toppen, midt i en regn af sten og slagger udspyede et stort krater stromme af lava, der spredte sig i en kaskade af ild her i havets skod. Saledes beliggende oplyste denne vulkan som en umadelig fakkel sletten nedenunder lige til horisontens yderste gr?nser.
Jeg har sagt, at det undersoiske krater udspyede lavaer, men ikke flammer. Luftens ild er nodvendig for flammer, og de kan ikke udvikle sig under vand; men lavastrommene, som i sig har grundlaget for glodhede, kan blive hvidglodende, k?mpe sejrrigt mod det flydende element og fordampe ved beroringen med det. Strommende lavamasser sl?bte disse luftarter opslemmede med sig og gled, ligesom strommene fra Vesuv, lige ned til bjergets fod, over et nyt Torre del Greco.
Der, lige for mine ojne, viste der sig virkelig en odelagt by, i ruiner, sammenstyrtet, v?ltet, med sine hjem lagt i grus, sine templer omstyrtede, sine buer forvredne, sine sojler liggende pa jorden, hvor man endnu anede de solide proportioner af en slags toskansk arkitektur; l?ngere borte nogle rester af en gigantisk akv?dukt; her de uj?vne forhojninger af et Akropolis, med et Parthenons flydende former; sporene af kajer, som om en havn i oldtiden havde givet handelsskihe og krigstriremer ly pa kysterne af et forsvundet ocean; endnu l?ngere borte lange r?kker af sammenstyrtede f?stningsmure, brede ode gader, begravet under vandene et helt Pompeji, som kaptajn Nemo vakte til live for mit blik!
Hvor var jeg? Hvor var jeg? Jeg ville vide det for enhver pris, jeg ville tale, jeg ville fjerne den kobberkugle, som mit hoved var indelukket i.
Men kaptajn Nemo kom hen til mig og standsede mig med en handbev?gelse. Sa tog han en stump kridt op, gik hen til en sort basaltklippe og skrev det ene ord:
ATLANTIS
Det var, som et lyn slog ned i mig! Atlantis, Theopompos’ gamle Meropider, Platons Atlantis, dette kontinent, hvis eksistens ben?gtedes af Origenes, Porfyrios, Iamblichos, d’Anville, Malte Brun, Humboldt, der kaldte beretningerne om dets forsvinden legedariske, men hvis historie blev godkendt af Poseidonios, Plinius, Ammianus-Marcellinus, Tertullian, Engel, Sherer, Tournefort, Buffon, d’Avezac, det havde jeg her for oje, endnu med de uigendrivelige vidnesbyrd om katastrofen. Det var altsa det opslugte omrade, der havde eksisteret uden for Europa, Asien, Libyen, pa den anden side af Herkulesstotterne, der, hvor de m?gtige atlantider havde levet, det folk oldtidens Gr?kenland forte sine forste krige imod!
Den historiker, som har optegnet disse store bedrifter fra hine heroiske tider i sine skrifter, det er selve Platon. Hans dialoger om Timaios og om Kritias er sa at sige blevet skrevet under inspiration af digteren og lovgiveren Solon.
En dag underholdt Solon sig med nogle vise oldinge fra Sais, en by, der allerede var otte hundrede ar gammel, saledes som det bevidnedes af de annaler, der var indhuggede pa dens hellige tempelmur. En af disse oldinge berettede historien om en anden by, der var tusinde ar ?ldre. Denne forste atheniensiske by var, da den var ni hundrede sekler gammel, blevet besat og til dels odelagt af atlantiderne. Disse atlantider, sagde han, beboede et fastland, der var umadelig meget storre end Afrika og Asien tilsammen, og som d?kkede et omrade, der la mellem den tolvte nordlige breddegrad og den fyrretyvende grad. Deres herredomme strakte sig helt til ?gypten. De onskede at udstr?kke det til Gr?kenland, men de matte tr?kke sig tilbage over for hellenernes ukuelige modstand. Flere sekler forlob. Der skete en omv?ltning, oversvommelser, jordsk?lv. En nat og en dag var nok til at tilintetgore dette Atlantis, hvoraf de hojeste toppe, Madeira, Azorerne, de Kanariske oer, Kap Verdeoerne endnu rager op.
Sadan var de historiske erindringer, som kaptajn Nemos indskrift fik til at leve op i mig. Ledet af den m?rkeligste sk?bne satte jeg saledes foden pa et af dette fastlands bjerge! Jeg berorte med min hand disse tusind gange hundredarige ruiner, der var samtidige med geologiske perioder! Jeg vandrede selv der, hvor det forste menneskes samtidige havde vandret! Under mine tunge saler knuste jeg skeletter af mytiske tiders dyr, som disse tr?er, der nu var forstenede, fordum kastede skygge over.
Ah, hvorfor havde jeg ikke mere tid! Jeg ville gerne v?re steget ned ad dette bjergs stejle skr?nter, have strejfet gennem hele dette umadelige fastland, der utvivlsomt forbandt Afrika med Amerika, og have besogt disse store antediluvianske byer. Her lige for mine ojne strakte sig maske det krigeriske Makhimos, det fromme Eusebios, hvis k?mpestore indbyggere levede hele arhundreder, og som havde styrke nok til at ophobe disse blokke, der endnu modstod vandenes pavirkning. En dag ville maske en vulkansk virksomhed bringe dem tilbage til bolgernes overflade, disse nedsunkne ruiner! Man har udpeget talrige undersoiske vulkaner i denne del af oceanet, og mange skibe har folt us?dvanlige stod, nar de passerede hen over disse urolige grunde. Nogle har hort dumpe lyde, der meldte om elementernes kamp i dybet; andre har samlet vulkansk aske, der var slynget op af havet. Hele havbunden lige til ?kvator er stadig foruroliget af de plutoniske kr?fter. Og hvem ved, om ikke toppene af de ildsprudende bjerge, forhojet af de vulkanske udbrud og de gentagne lavaaflejringer, engang i en fjern fremtid vil komme til syne pa Atlanterhavets overflade!
Mens jeg saledes stod og dromte, mens jeg forsogte at f?stne alle detaljerne i dette storslaede landskab i min hukommelse, blev kaptajn Nemo staende stottet pa en mosgroet stele, ubev?gelig og ligesom forstenet i stum ekstase. T?nkte han pa disse forsvundne generationer, og spurgte han dem om den menneskelige sk?bnes hemmelighed? Var det pa dette sted denne m?rkelige mand kom, for at styrke sig med historiske minder og fa nyt liv af denne ?ldgamle verden, han, som ikke ville vide af nutidens liv? Hvad ville jeg ikke have givet for at kende hans tanker, for at have del i dem, for at forsta dem!
Vi blev pa dette sted en hel time, mens vi betragtede den udstrakte slette under skinnet fra lavaen, der undertiden fik en overraskende intensitet. Den indre boblen fik hastige sk?lvinger til at lobe hen over bjergets skorpe. Den dybe buldren, der blev klart forplantet af de flydende omgivelser, kastedes tilbage med en majest?tisk fylde.
I dette nu kom manen et ojeblik til syne gennem vandmasserne og kastede nogle blege straler ned pa det nedsunkne fastland. Det var kun et glimt, men af ubeskrivelig virkning. Kaptajnen rejste sig, kastede et sidste blik pa den umadelige slette; sa gav han med en handbev?gelse tegn til at jeg skulle folge ham.
Vi gik hurtigt ned ad bjerget. Sa snart vi var kommet gennem stenskoven opdagede jeg
Kapitel 34
De undersoiske kulminer
Den n?ste morgen, den 20. februar, vagnede jeg meget sent. Nattens anstrengelser havde forl?nget min sovn lige til klokken elleve. Jeg kl?dte mig hurtigt pa. Jeg havde travlt med at erfare
Conseil kom ind. Jeg fortalte ham om vor natlige udflugt, og da lugerne var abne, kunne han endnu skimte en del af det oversvommede fastland.
