En verdensomsejling under havet

Hele denne dag, den 22. februar, gik hen i Sargassohavet, hvor de fisk, der elsker havplanter og krebsdyr, fandt rigelig n?ring. Den n?ste dag havde oceanet igen antaget sit s?dvanlige udseende.

Fra det ojeblik, i nitten dage, fra den 23. februar til den 12. marts, holdt Nautilus sig midt ude i Atlanten og bar os frem med en konstant hastighed pa hundrede mil i dognet. Kaptajn Nemo ville abenbart fuldfore sit undersoiske program, og jeg tvivlede ikke pa, at han agtede at vende tilbage til den sydlige del af Stillehavet, nar han havde rundet Kap Horn.

Ned Land havde altsa haft grund til at frygte. I disse store have uden oer skulle man nk lade v?re at forlade skibet. Der var ikke l?ngere nogen mulighed for at s?tte sig op mod kaptajn Nemos vilje. Der var ikke andet at gore end at underkaste sig; men det som man

ikke mere kunne vente at opna med magt eller ved list, holdt jeg af at t?nke pa at man maske kunne opna ved overtalelse. Mon ikke kaptajn Nemo, nar denne rejse var endt, ville give os friheden imod vort lofte om aldrig at afslore hans eksistens? Et ?resord som vi nok skulle holde. Men det var nodvendigt at drofte dette kildne sporgsmal med kaptajnen. Men ville jeg v?re velkommen til at gore krav pa denne frihed? Havde han ikke selv, lige fra begyndelsen og helt tydeligt, erkl?ret at hans livs hemmelighed kr?vede vor stadige indesp?rring om bord pa Nautilus? Matte min tavshed gennem fire maneder ikke forekomme ham som en tavs anerkendelse af situationen? Ville det, at vende tilbage til dette emne, ikke have til resultat at give ham anelser, der kunne skade vore planer, hvis der senere skulle blive lejlighed til at genoptage dem? Alle disse overvejelser vendte og drejede jeg i mine tanker, jeg forelagde dem for Conseil, der var lige sa forvirret som jeg. Skont jeg ikke let taber modet, forstod jeg dog, is?r i det ojeblik da kaptajn Nemo forvovent styrede mod det sydlige Atlanterhav, at chancen for nogensinde at gense mine lige formindskedes fra dag til dag!

I de nitten dage jeg nylig omtalte, pr?gedes vor sejlads ikke af nogen s?rlig begivenhed. Jeg sa kun lidt til kaptajnen. Han arbejdede. I biblioteket fandt jeg ofte boger, som han lod ligge halvabne, is?r naturhistoriske boger. Mit v?rk om de undersoiske dybder, som han havde gennembladet, var fyldt med marginalnoter, der undertiden modsagde mine teorier og mine systemer. Men kaptajnen nojedes med saledes at forbedre mit arbejde, og det var sj?ldent han diskuterede med mig. Undertiden horte jeg melankolske klange tone fra hans orgel, som han spillede meget udtryksfuldt pa, men kun om natten, midt i det mest hemmelighedsfulde morke, nar Nautilus slumrede i oceanets orkener.

Pa denne del af turen sejlede vi hele dage pa bolgernes overflade. Havet var som ode. Der var kun nogle fa sejlskibe med ladning til Indien, pa vej mod Kap Det gode Hab. En dag blev vi forfulgt af skibsbadene fra en hvalfanger, som utvivlsomt tog os for en enorm hval, der matte v?re mange penge v?rd. Men kaptajn Nemo ville ikke lade disse brave folk spilde deres tid og umage, og han gjorde ende pa jagten ved at dukke ned under vandet. Denne h?ndelse havde tilsyneladende interesseret Ned Land levende. Jeg tror ikke at tage fejl, nar jeg siger, at canadieren ma have beklaget, at vor stalhval ikke kunne blive dodeligt saret af disse fangeres harpuner.

De fisk, som Conseil og jeg iagttog i denne periode, var kun lidt forskellige fra dem, som vi allerede havde studeret under andre breddegrader. De vigtigste var nogle eksemplarer af den frygtelige sl?gt af bruskfisk, der deles i tre undersl?gter, som t?ller ikke mindre end toogtredive arter: galonerede hajer, fem meter lange, med fladtrykt hoved, der er l?ngere end kroppen, med rundet halefinne og syv store, sorte, parallelle band pa langs; sa perlehajer, askegra, gennemboret af syv g?lleabninger og forsynet med en eneste rygfinne, der sidder omtrent pa midten af kroppen.

Ogsa de store havhunde passerede forbi, gradige fisk, om nogen er det. Man har lov til ikke at tro pa fiskernes beretninger, men her er hvad de fort?ller. I kroppen pa et af disse dyr har man fundet et boffelhoved og en hel kalv; i en anden to tunfisk og en matros i uniform; i en tredie en soldat med sin sabel; og endelig i en fjerde en hest med sin rytter. Intet af det er, sandt at sige, noget at tro pa. Det var stadig sadan, at intet af disse dyr lod sig tage i Nautilus’ net, og jeg kan ikke bekr?fte deres gradighed.

Flokke af elegante og kade delfiner ledsagede os i dagevis. De gik i flokke pa fem eller seks og jagede i et kobbel som ulve pa sletter; for resten ikke mindre glubske end havhundene, om jeg pa det punkt skal tro en professor fra Kobenhavn, der trak tretten marsvin og femten s?ler ud af en delfins mave. Det var ganske vist en sp?khugger af den storste kendte art, hvis l?ngde undertiden er mere end fireogtyve fod. Delfinernes familie t?ller seks sl?gter, og de, som jeg sa, horte til sl?gten delphinin?, der er ejendommelige ved en overordentlig lang snude, der er fire gange sa lang som kraniet. Deres krop, der malte tre meter, var sort pa ryggen og nedenunder svagt lyserod med enkelte sma pletter.

Jeg skal ogsa fra disse have omtale de m?rkelige eksemplarer af pigfinnefiskenes orden og af umberfiskenes orden. Nogle forfattere — der mere er digtere end naturhistorikere — pastar, at disse fisk synger melodiost, og at deres stemmer i forening giver en koncert, som intet kor af menneskestemmer kan male sig med. Jeg n?gter det ikke, men disse umberfisk gav ikke os nogen serenade undervejs, og det beklager jeg.

For endelig at slutte af klassificerede Conseil et stort antal flyvefisk. Intet var m?rkeligere end at se delfinerne jage dem med vidunderlig pr?cision. Hvordan den ulykkelige fisks evne til flugt end var, hvilken bane den end beskrev, selv hen over Nautilus, var der altid et delfingab abent til at tage imod den. Det var enten pirapeder eller glente-knurhaner, med lysende mund, der om natten trak ildstriber gennem atmosf?ren og sank ned i vandene som lige sa mange stjerneskud.

Lige til den 13. marts fortsatte vor sejlads under disse forhold. Den dag blev Nautilus brugt til lodningsforsog, der interesserede mig levende.

Vi havde da tilbagelagt tretten tusinde mil efter vor afrejse fra et sted i rum so i Stillehavet. Bestikket angav, at vi var pa 45° 37 sydlig bredde og 37° 53 vestlig l?ngde. Det var de egne, hvor kaptajn Denham pa Herald firede et lod fjorten tusind meter ned uden at finde bund. Pa samme sted havde lojtnant Parker pa den amerikanske fregat Congress heller ikke kunnet na bunden femten tusind, et hundrede og fyrre meter nede.

Kaptajn Nemo besluttede at sende sin Nautilus sa dybt ned som overhovedet muligt for at kontrollere disse forskellige lodninger. Jeg forberedte mig pa at nedskrive alle forsogets resultater. Salonens luger blev abnede, og manovrerne for at na disse vidunderligt fjerne lag begyndte.

Man kan vel t?nke sig, at der ikke var tale om at dykke ved at fylde reservoirerne. Maske kunne de ikke have oget Nautilus’ specifikke v?gt tilstr?kkeligt. Desuden havde det v?ret nodvendigt at udtomme denne overbelastning af vand for at komme op igen, og pumperne havde ikke v?ret kraftige nok til at overvinde det ydre tryk.

For at finde oceanets bund besluttede kaptajn Nemo at ga ned ad en tilstr?kkeligt forl?nget diagonal ved hj?lp af sine sideplaner, der blev stillet i en vinkel pa femogfyrre grader med Nautilus’ vandlinie. Sa blev skruen bragt til sin maksimale hastighed, og dens fire blade piskede bolgerne med ubeskrivelig voldsomhed.

Under denne m?gtige drivkraft sk?lvede Naulilus’ skrog som en tonende streng og dukkede punktligt under i vandene. Posterede i salonen fulgte kaptajnen og jeg manometrets viser, der hurtigt devierede. Den beboelige zone, hvor storsteparten af fiskene residerer, blev hurtigt passeret. Selv om nogle af disse dyr kun kan leve pa havenes eller flodernes overflade, holder andre, mindre talrige, sig pa temmelig store dybder. Blandt disse bem?rkede jeg hexanchen, en slags havhund, der er forsynet med seks g?llespalter, teleskopfisken med enorme ojne, den pansrede malarmat med gra bugfinner, sorte brystfinner, som dens skjold af blegrode benplader beskytter, og endelig grenaderfisken, en slags torsk, der lever i tolv hundrede meters dybde og altsa taler et tryk pa et hundrede og tyve atmosf?rer.

Jeg spurgte kaptajn Nemo, om han havde bem?rket fisk pa endnu storre dybder.

— Fisk? svarede han mig, sj?ldent. Men hvad antager man, hvad ved man pa videnskabens nuv?rende stade?

— Hor nu, chef. Man ved, at nar man gar ned mod de lave lag i oceanet, forsvinder plantelivet hurtigere end dyrelivet. Man ved, at selv hvor der endnu findes levende v?sner, vegeterer der ikke en eneste hydrofyt. Man ved at brugder, at osters lever under to tusind meter vand, og at Mac Clintock, polarhavenes helt, har trukket en levende sostjerne op fra en dybde pa to tusinde, fem hundrede meter. Man ved at bes?tningen pa Bull-Dog, af den kongelige marine, har fisket en anden sostjerne pa to tusinde, seks hundrede og tyve favne, det vil sige mere end en mils dybde. Men De, kaptajn Nemo, vil maske sige, at man intet ved?