En verdensomsejling under havet

— Nej, hr. professor, sa uhoflig ville jeg ikke v?re. Jeg vil dog sporge Dem, hvordan De vil forklare, at der kan v?re levende v?sner pa sadanne dybder.

— Jeg forklarer det af to grunde, svarede jeg. Forst fordi de lodrette stromme og vandenes v?gtfylde skaber en bev?gelse, der er tilstr?kkelig til at opholde pighuders og sostjerners rudiment?re liv.

— Netop, tilfojede kaptajnen.

— Dern?st, under foruds?tning af, at ilt er grundlaget for liv, fordi man ved, at den iltm?ngde, der er oplost i havet, oges med dybden i stedet for at formindskes, og at trykket i de laveste lag medvirker til at forhoje den der.

— Ah, ved man det? svarede kaptajn Nemo i en let overrasket tone. Vel, hr. professor, man har grundlag for den viden, for det er sandheden. Jeg vil da ogsa tilfoje, at fiskenes svommebl?re indeholder mere kv?lstof end ilt, nar disse dyr bliver fisket i vandoverfladen, og derimod mere ilt end kv?lstof, nar de tages fra de store dybder. Hvad der stotter Deres teori. Men lad os forts?tte vore observationer.

Mit blik gik igen til manometret. Det angav en dybde pa seks tusinde meter. Der var gaet en time, siden vi dykkede ned. Nautilus gled pa sine h?ldende planer og kom stadig dybere ned. De ode vande var vidunderlig gennemsigtige og af en klarhed, som ingen ord vil kunne skildre. En time senere var vi tretten tusinde meter — tre en kvart mil — nede, og det lod ikke til, at oceanets bund var n?r.

Men fjorten tusinde meter nede opdagede jeg nogle sortagtige toppe, der ragede op midt i vandmasserne. Det kunne dog v?re toppe af bjerge sa hoje som Himalaya eller Mont Blanc eller endnu hojere, og afgrundenes dybde var stadig uberegnelig.

Nautilus gik stadig dybere ned, trods det m?gtige tryk den var underkastet. Jeg kunne m?rke dens stalplader sk?lve under deres boltes sammenfojninger; dens jernst?nger bojede sig; dens skotter knirkede; ruderne i salonen syntes at give sig under vandenes tryk. Og dette solide fartoj ville uden tvivl have givet efter, om det ikke, som kaptajnen havde sagt, havde v?ret i stand til at sta imod som en masiv blok.

Idet vi gled hen over skraningerne pa disse bjerge, der var skjult under vandene, opdagede jeg endnu nogle konkylier, kalkrororme, levende spirorber og nogle eksemplarer af sostjerner.

Men snart forsvandt de sidste repr?sentanter for dyrelivet, og tre mil nede passerede Nautilus gr?nserne for undersoisk liv, pa lignende made som ballonen, der h?ver sig i luften over de zoner, hvor mennesket kan ande. Vi havde naet en dybde pa seksten tusinde meter — fire mil — og Nautilus’ sider var nu underkastet et tryk pa seksten hundrede atmosf?rer, det vil sige seksten hundrede kilogram pa hver kvadratcentimeter af overfladen!

— Hvilken situation! udbrod jeg. At sejle gennem disse dybe regioner hvor der aldrig har v?ret mennesker! Se, chef, se disse pr?gtige klipper disse ubeboede grotter, disse klodens sidste tilholdssteder, hvor intet liv mere er muligt! Hvilke ukendte egne, og hvorfor er vi nodt til blot at bevare mindet derom?

— Ville De synes om at tage mere med herfra end blot erindringen? spurgte kaptajn Nemo mig.

— Hvad mener De med disse ord?

— Jeg mener, at intet er lettere end at tage et fotografisk billede af denne undersoiske region.

Jeg havde ikke haft tid til at udtrykke den overraskelse, som dette nye forslag forarsagede mig, da et objektiv pa et vink af kaptajn Nemo var baret ind i salonen. Gennem de vidt abne ruder sas med fuldkommen klarhed de flydende omgivelser, der var elektrisk belyst. Sollyset havde ikke v?ret gunstigere for et arbejde af denne natur. Idet planernes skrastilling beherskede skruens fremdrift, blev Nautilus liggende ubev?gelig. Apparatet blev indstillet pa disse landskaber pa oceanets bund, og pa nogle sekunder havde vi opnaet et s?rdeles skarpt negativ.

Det er det positive aftryk, jeg her gengiver. Man ser her disse forste klipper, der aldrig har set dagens lys, disse dybtliggende granitarter, der danner det m?gtige grundfjeld, disse dybe grotter, der er udhulet i stenmasserne, disse profiler af uforlignelig klarhed, og med en afsluttende linie der tr?der frem i sort, som om den skyldtes visse flamske kunstneres pensel. Sa derover en bjerghorisont, en vidunderlig bolget linie, der giver landskabets baggrund. Jeg kan ikke beskrive dette sammenspil af glatte, sorte, polerede klipper, uden en mosv?kst, uden en plet, i m?rkeligt skarne former og solidt grundf?stede, pa det sandt?ppe der tindrede under de

elektriske lysstraler.

Efter at kaptajn Nemo havde endt optagelsen, havde han imidlertid sagt til mig:

— Lad os stige op igen, hr. professor. Det gar ikke an at misbruge denne situation eller at uds?tte Nautilus for sadanne tryk alt for l?nge.

— Lad os stige op! svarede jeg.

— Pas godt pa!

Jeg havde endnu ikke haft tid til at forsta, hvorfor kaptajn Nemo gav mig dette rad, da jeg blev kastet om pa t?ppet.

Med skruen koblet til pa et signal fra kaptajnen og planerne i lodret stilling h?vede Nautilus sig lynhurtigt, baret opad som en ballon i luften. Den skar igennem vandmasserne med en tonende sk?lven. Ingen enkelthed var at se. Pa fire minutter havde den tilbagelagt de fire mil, der skilte den fra oceanets overflade, og efter at v?re dukket op som en flyvefisk faldt den tilbage, idet den fik vandet til at sprojte op til en imponerende hojde.

Kapitel 36

Kaskelotter og bardehvaler

I lobet af natten mellem den 13. og 14. marts satte Nautilus igen kursen mod syd. Jeg t?nkte, at pa hojde med Kap Horn ville den styre mod vest for igen at komme til Stillehavet og fuldende sin jordomsejling. Det gjorde den ikke, men den vedblev at sejle mod de sydlige egne. Hvor skulle den dog hen? Til polen? Det var vanvittigt. Jeg begyndte at tro, at kaptajn Nemos dristighed tilstr?kkeligt retf?rdiggjorde Ned Lands frygt.

I nogen tid havde canadieren ikke mere talt til mig om sine flugtplaner. Han var blevet mindre meddelsom, n?sten tavs. Jeg kunne se, hvor tungt dette forl?ngede fangenskab hvilede pa ham. Jeg kunne m?rke, hvordan vreden ophobedes i ham. Nar han modte kaptajnen, t?ndtes der en mork ild i hans ojne, og jeg frygtede stadig, at hans naturlige voldsomhed skulle fa ham til at ga til yderligheder. Den dag, den 14. marts, kom Conseil og han for at tr?ffe mig i mit kammer. Jeg spurgte dem om grunden til deres besog.

— At stille Dem et simpelt sporgsmal, hr. professor, svarede canadieren.

— Tal, Ned.

— Hvor mange m?nd tror De der er om bord pa Nautilus?

— Jeg kan ikke sige det, min ven.

— Det forekommer mig, at der ikke behoves noget talrigt mandskab til at manovrere den, vedblev Ned Land.

— Under de forhold, som den befinder sig under, svarede jeg, ma tolv mand, i det hojeste, egentlig v?re nok til at manovrere den.

— Na, sagde canadieren, hvorfor skulle der sa v?re flere?

— Hvorfor? svarede jeg.

Jeg sa fast pa Ned Land, hvis hensigter var lette at g?tte.

— Fordi, sagde jeg, hvis jeg skal tro pa mine anelser, hvis jeg har forstaet kaptajnens eksistens rigtigt, er Nautilus ikke blot et fartoj. Den ma v?re et tilflugtssted for dem, der som dens chef har