En verdensomsejling under havet

Det var saledes Nautilus, styret af denne sikre hand, passerede alle isdannelserne, der efter deres form eller deres storrelse klassificeres med en pr?cision, der fortryllede Conseil: icebergs eller bjerge, icefields eller sammenh?ngende gr?nselose marker, driftice eller isflager, packs eller kn?kkede isflager, kaldet palchs, nar de er cirkelrunde, og streams, nar de bestar af aflange stumper.

Temperaturen var ret lav. Nar termometret blev udsat for luften udenfor, viste det to-tre grader under nul. Men vi var varmt kl?dt pa i pelsv?rk, som s?ler eller solover havde betalt med deres liv. Det indre af Nautilus, der punktligt blev opvarmet af sine elektriske apparater, trodsede den skarpeste kulde. For ovrigt havde det v?ret tilstr?kkeligt for den at dykke nogle meter ned under bolgerne for der at finde entalelig temperatur.

To maneder for kunne vi pa denne breddegrad have gl?det os over en bestandig dag; men natten kom allerede ved tre-firetiden, og senere skulle den kaste seks maneders skygge over disse cirkumpolare egne. Den 15. marts overskred vi breddegraden med New Shetlands-oerne og Sydorkneyoerne. Kaptajnen fortalte mig, at for i tiden beboede talrige stammer af s?ler disse egne; men de engelske og amerikanske hvalfangere massakrerede i deres odel?ggelseslyst de voksne og de dr?gtige hunner, og der hvor der for var frodigt liv, havde de efterladt dodens tavshed.

Den 16. marts henad otte om morgenen fulgte Nautilus den femooghalvtredsindstyvende meridian og krydsede den antarktiske polarcirkel. Isen omgav os pa alle sider og lukkede horisonten. Men kaptajn Nemo styrede fra den ene sn?vring til den anden og kom stadig l?ngere frem.

— Men hvor vil han hen? spurgte jeg.

— Fremad, svarede Conseil. Men alligevel, nar han ikke kan komme l?ngere frem, standser han.

— Det vil jeg nu ikke sv?rge pa, svarede jeg.

Og oprigtigt talt ma jeg tilsta, at denne eventyrlige tur ikke mishagede mig. Jeg kan ikke forklare, i hvor hoj grad jeg beundrede disse nye egnes skonhed. Ismasserne dannede pr?gtige former. Her dannede de tilsammen en orientalsk by med dens utallige minareter og moskeer. Der en sammenstyrtet stad, ligesom kastet til jorden af en underjordisk rystelse. Uafladeligt varierede syn pa grund af solens skra straler, eller skjult i gra tager midt i rasende snestorme. Sa fra alle sider eksplosioner, skred, isbjerge, der slog kolbotter og forandrede dekorationen som landskabet i et diorama.

Nar Nautilus var under vandet i det ojeblik da ligev?gten forrykkedes, forplantede larmen sig dernede med skr?kindjagende styrke, og disse massers fald skabte frygtelige stromhvirvler helt ned i oceanets dybe lag. Sa rullede og duvede Nautilus som et skib, der er overladt til elementernes rasen.

Ofte kunne jeg ikke l?ngere se nogen udvej, og t?nkte at nu var vi omsider fanget; men ledet af sit instinkt opdagede kaptajn Nemo nye sejlrender, hvor der var den ringeste mulighed. Han tog aldrig fejl, nar han iagttog de spinkle linier af blaligt vand, der furede isen. Derfor tvivlede jeg heller ikke pa, at han allerede for havde vovet Nautilus midt ud i de antarktiske have.

Men i lobet af dagen, den 16. marts, sp?rrede isen fuldst?ndigt vejen for os. Det var endnu ikke isbarrieren, men vidtstrakte isflader, sammenholdt af frosten. Denne hindring kunne ikke standse kaptajn Nemo, og han kastede sig mod denne» icefield «med en skr?kindjagende voldsomhed. Nautilus gik som en kile ind i denne smuldrende masse og splittede den med frygteligt brag. Det var som oldtidens v?dder, et vaben, skudt frem med uendelig kraft. Istumperne blev slynget hojt i vejret og faldt ned som hagl omkring os. Med sin ene fremdrivende kraft borede vort fartoj sig en kanal. Undertiden blev den revet med af sin fart og lob op pa isen, som revnede under dens v?gt, eller nu og da var den stukket ind under isen og fik den til at spr?kke ved en j?vn duvning, der fremkaldte store spalter.

I disse dage blev vi angrebet af voldsomme kastevinde. I nogle perioder med t?t tage kunne man ikke se fra den ene ende af platformen til den anden. Vinden sprang barsk hele kompasset rundt. Sneen hobede sig op i sa harde lag, at det blev nodvendigt at knuse den med hug af hakker. Blot ved en temperatur pa fem grader under nul blev hele Nautilus’ ydre d?kket med is. Man kunne ikke have manovreret med en rigning, for alle tove havde siddet fast i riller i taljerne. Et fartoj uden sejl og bev?get af en elektrisk motor, der kunne undv?re kul, var det eneste, der kunne binde an med sa hoje breddegrader.

Under disse forhold holdt barometeret sig i almindelighed ret lavt. Det faldt endog til 73,5 cm. Kompassets angivelser gav ikke mere nogen garanti. Dets misvisende nal markerede selvmodsigende retninger, idet vi n?rmede os den magnetiske sydpol, der ikke falder sammen med den geografiske sydpol. I virkeligheden ligger denne pol, ifolge Hansten, omtrent pa 70° bredde og 130° l?ngde, og efter Dyperreys observationer pa 135° l?ngde og 70° 30 bredde. Det blev da nodvendit at foretage talrige observationer pa kompasser, anbragt forskellige steder pa skibet og tage et gennemsnit. Men ofte matte man holde sig til et skon for at notere den gennemsejlede rute, en lidet tilfredsstillende metode mellem disse krogede sejllob, hvis kendingsm?rker hele tiden skiftede.

Den 18. marts var Nautilus endelig definitivt standset efter tyve forg?ves fremstod. Der var ikke hverken» streams «eller» palchs «eller» icefields «mere, men en uendelig og ubev?gelig barriere dannet af indbyrdes sammenvoksede bjerge.

— Isbarrieren! sagde canadieren, henvendt til mig.

Jeg forstod, at for Ned Land som for alle de sofarende, der var gaet forud for os, var det den uovestigelige hindring. Da solen henad middag havde vist sig et ojeblik, opnaede kaptajn Nemo en tilstr?kkelig nojagtig observation, der angav vor position til 51° 30 l?ngde og 67° 39 sydlig bredde. Det var allerede et godt stykke inde i de antarktiske regioner.

Af hav, af flydende overflade, var der ikke mere noget at se for vore ojne. Under Nautilus’ snabel strakte der sig en stor, forreven slette med et virvar af opstablede blokke, med det hele lunefuldt hulter til bulter, sadan som det er karakteristisk for overfladen af en flod for isens opbrud, men i et gigantisk storrelsesforhold. Her og der h?vede spidse tinder, slanke spir sig til en hojde af to hundrede fod; l?ngere borte var der en r?kke klinter, lodret afskarne og kl?dt i gralige farver, m?gtige spejle, der tilbagekastede nogle solstraler, som halvt var druknede i tagen. Og over denne trosteslose natur en barsk tavshed, n?ppe brudt af stormsvalers eller skrapers vingeslag. Alting var frosset nu, selv lyden.

Nautilus matte altsa standse sin eventyrlige f?rd midt i ismarkerne.

— Hr. professor, sagde Ned Land den dag til mig, hvis Deres kaptajn kommer videre…

— Na, hvad sa?

— Sa ma han v?re en energisk mand.

— Hvorfor det, Ned?

— Fordi ingen kan komme over isbarrieren. Han er m?gtig, Deres kaptajn; men for tusind dj?vle! Han er ikke st?rkere end naturen, og der, hvor den har sat gr?nserne, bliver man nodt til at standse, enten man vil eller ej.

— Det er rigtigt, Ned Land, og dog ville jeg gerne have vidst, hvad der er bag denne barriere! En mur, det er det, der irriterer mig mest!

— Herren har ret, sagde Conseil. Mure er blevet opfundet for at drille de l?rde folk. Der skulle ikke v?re mure nogetsteds.

— Vel! kom det fra canadieren. Bag den mur ved man nu nok, hvad der er.

— Hvad da? spurgte jeg.

— Is, is og atter is!

— Det er De sikker pa, Ned, svarede jeg, men det er jeg ikke. Hor nu, hvorfor jeg gerne ville op og se efter.

— Ved De hvad, hr. professor, svarede canadieren, opgiv hellere den ide. De er kommet til barrieren, hvad der allerede er nok, og De kommer ikke l?ngere, hverken De eller Deres kaptajn Nemo eller hans Nautilus. Og hvad enten han vil eller ej, kommer vi til at ga mod nord igen, det vil sige til de ordentlige menneskers land.

Jeg ma indromme, at Ned Land havde ret, og sa l?nge som skibene ikke er bygget til at navigere pa ismarker, kommer de til at standse foran barrieren.