En verdensomsejling under havet

Det lysende loft var blevet slukket, og dog stralede et kraftigt lys i salonen. Det var det m?gtige sk?r fra isv?ggene, der voldsomt kastede lanternens lysv?ld tilbage. Jeg kan ikke skildre virkningen af de galvaniske straler pa disse store, lunefuldt afskarne blokke, hvor hver krog, hver kant, hver facet kastede forskelligt lys, efter arten af de arer, der lob i isen. En bl?ndende ?delstensgrube, hvor s?rlig safirer krydsede deres bla straler med smaragdernes gronne. Her og der lob nuancer af opalfarver af uendelig blidhed mellem br?ndende punkter som lige sa mange gnistrende diamanter, hvis pragt intet oje kunne tale. Lanternens styrke blev hundredfold st?rkere ligesom lyset fra en lampe gennem linserne i et forsteklasses fyrtarn.

— Hvor det er smukt! Hvor er det smukt! udbrod Conseil.

— Ja! sagde jeg. Det er et vidunderligt syn, er det ikke, Ned?

— Ah, for tusind dj?vle, jo, svarede Ned Land. Det er pragtfuldt! Jeg er rasende over at v?re nodt til at indromme det. Man har aldrig set noget lignende. Men dette syn kan blive dyrt for os. Og hvis man skal sige det rent ud, sa tror jeg, at vi her ser ting, som Gud ikke har bestemt for menneskers ojne.

Ned havde ret. Det var alt for smukt. Pludselig fik et skrig fra Conseil mig til at vende mig om.

— Hvad er der i vejen? spurgte jeg.

— Herren ma lukke ojnene! Herren ma ikke se!

Idet Conseil sagde det, lagde han hastigt h?nderne over sine ojenlag.

— Men hvad er der dog, min ven?

— Jeg er bl?ndet, jeg kan ikke se!

Mit blik gik uvilkarligt hen imod vinduet, men jeg kunne ikke tale den ild, der fort?rede det.

Jeg forstod hvad der var sket. Nautilus var lige gaet i gang for fuld kraft. Alle de rolige sk?r fra ismurene havde nu forandret sig til lynende blink. Gnisterne fra disse myriader af diamanter smeltede sammen. Fort med af sin skrue sejlede Nautilus helt omgivet af lynglimt.

Nu blev lugerne i salonen lukket. Vi holdt h?nderne for ojnene, der var helt gennemtr?gt af den slags koncentriske lysglimt, der driver foran nethinden, nar solstralerne har ramt den alt for voldsomt. Der kr?vedes nogen tid til at berolige forstyrrelsen i vore ojne.

Omsider kom vore h?nder dog ned.

— Det ville jeg sandelig aldrig have troet, sagde Conseil.

— Og jeg tror det endnu ikke! fortsatte canadieren.

— Nar vi kommer tilbage til jorden, tilfojede Conseil, slovede af sa mange af naturens undere, hvad vil vi sa t?nke om de elendige fastlande og de smating, der er udgaet fra menneskehand! Nej, den beboede verden er ikke l?ngere noget v?rdigt opholdssted for os!

Sadanne ord fra en uforstyrrelig flaml?nders mund viser, hvor meget sindsbev?gelsen havde oget vor begejstring. Men canadieren undlod ikke at sla koldt vand i blodet.

— Den beboede verden! sagde han hovedrystende. Bare rolig, k?re Conseil, den kommer vi ikke tilbage til!

Klokken var nu fem om eftermiddagen. I det ojeblik indtraf en rystelse forude i Nautilus. Jeg forstod, at forstavnen var stodt mod en isblok. Det matte v?re en gal manovre; denne undersoiske tunnel, der delvis var sp?rret af isblokke, var ikke let at navigere i. Jeg t?nkte dog, at kaptajn Nemo ved at ?ndre sin kurs ville komme uden om disse forhindringer eller ville folge tunnelens snoninger. Bev?gelsen fremad kunne i hvert fald ikke v?re absolut standset. Mod min forventning trak Nautilus sig alligevel ganske tydeligt tilbage.

— Vi gar bagl?ns, sagde Conseil.

— Ja, svarede jeg. Tunnelen ma v?re uden udgang i denne retning.

— Og hvad sa?

— Sa, sagde jeg, er manovren ganske simpel. Vi gar samme vej tilbage, og gar ud af den sydlige abning. Det er det hele.

Idet jeg talte saledes, ville jeg gerne synes sikrere end jeg i virkeligheden var. Imidlertid paskyndedes Nautilus bev?gelse bagud, og med skruen slaet bak sl?bte den os af sted med stor hastighed.

— Vi bliver forsinkede, sagde Ned.

— Hvad gor det, nogle timer mere eller mindre, nar blot man kommer ud.

— Ja, nar blot man kommer ud! gentog Ned.

I nogle ojeblikke gik jeg frem og tilbage mellem salonen og biblioteket. Mine kammerater sad stille og tavse. Jeg kastede mig snart efter pa en sofa, og jeg tog en bog, som mine ojne mekanisk gennemlob. Et kvarter efter sagde Conseil, der var kommet hen til mig:

— Er det meget interessant, det herren l?ser?

— Meget interessant, svarede jeg.

— Det tror jeg gerne. Det er herrens egen bog, herren l?ser i.

— Min bog?

Jeg holdt virkelig i min hand v?rket om De store Havdybders Mysterier. Det anede jeg ikke engang. Jeg lukkede bogen og begyndte igen at ga frem og tilbage. Ned og Conseil rejste sig for at tr?kke sig tilbage.

— Bliv her, mine venner, sagde jeg, idet jeg holdt dem tilbage. Lad os blive sammen, til vi er kommet ud af denne blindgade.

— Som det behager herren, svarede Conseil.

Nogle timer gik hen. Jeg iagttog hyppigt de instrumenter, der var oph?ngt pa salonens v?g. Manometret angav, at Nautilus holdt sig pa en konstant dybde pa tre hundrede meter, kompasset, at den stadig styrede mod syd, loggen, at den gik med en hastighed pa tyve mil i timen, en overordentlig hastighed i et sa trangt rum. Men kaptajn Nemo vidste, at han ikke kunne skynde sig for meget, og at nu var minutterne sa kostbare som arhundreder.

Klokken otte femogtyve kom der et nyt stod. Denne gang agterude. Jeg blegnede. Mine kammerater var kommet hen til mig. Jeg havde grebet Conseils hand. Vi vekslede sporgende blikke, og de var tydeligere end om ord havde tolket vore tanker.

I det ojeblik tradte kaptajnen ind i salonen. Jeg gik hen til ham.

— Er vejen sp?rret mod syd? spurgte jeg.

— Ja, hr. professor. Isbjerget har ved at dreje sig igen lukket enhver udgang.

— Vi er indesp?rrede?

— Ja.

Kapitel 40

Luftmangel

Saledes var der nu om Nautilus, rundt om, ovenover, nedenunder, en uigennemtr?ngelig ismur. Vi var barrierens fanger! Canadieren havde slaet i bordet med sin m?gtige n?ve. Conseil sagde ingenting. Jeg betragtede kaptajnen. Hans ansigt havde igen den s?dvanlige urokkelighed. Han havde lagt armene over kors. Han stod og grundede. Nautilus rorte sig ikke.

Sa tog kaptajnen ordet:

— Mine herrer, sagde han med rolig stemme, der er to mader at do pa under de forhold, hvori vi er.

Denne uforklarlige personlighed sa ud som en matematikl?rer, der giver en demonstration for sine elever.

— Den forste, begyndte han igen, er at blive klemt ihjel. Den anden er at blive kvalt. Jeg taler ikke om muligheden for at do af sult; thi Nautilus’ forsyninger vil sikkert holde ud, l?ngere end vi. Lad os derfor t?nke over mulighederne for at blive knust eller blive kvalt.

— Med hensyn til kv?lning, hr. kaptajn, svarede jeg, behover man ikke at frygte den, for vore reservoirer er fyldte.